Vi søger erfaren byggeleder
Hos Nordic Office of Architecture har vi masser af samfundsrelevante projekter på tegnebrættet og i pipelinen. Vi er i en rivende udvikling. Lige nu søger vi derfor en dygtig byggeleder til vores team i København.
Erfaren byggeleder
Brænder du for velfærdsarkitektur, som gør en forskel for vores samfund? Og vil du være med til at skabe og stå i spidsen for fremtidens byggerier? Så har vi måske jobbet til dig! Vi søger en erfaren byggeleder med solide kompetencer fra rådgiverbranchen. Du vil som byggeleder få ansvaret for vores projekter i udførelsesfasen på både større og mindre byggesager. Du får ansvaret for at sikre, at entreprenøren leverer den aftalte kvalitet til rette tid, ligesom du på vegne af bygherren følger op på projektøkonomien og forhandler eventuelle ekstrakrav med entreprenøren. Du tager hånd om rapporteringen til bygherren og opfølgningen overfor myndighederne i forhold til byggetilladelse osv.
Allerede i projekteringsfasen vil du blive involveret i byggesagerne – og i udførelsesfasen står dine dygtige kollegaer, som har projekteret og udbudt projektet, klar til at assistere dig. Projekterne er typisk på mellem 80 og 300 mio. DKK, udbudt i hoved- eller totalentreprise.
Vi forestiller os, at:
- du har minimum 10 års erfaring som byggeleder – gerne fra et rådgivningsfirma
- du har en baggrund som bygningsingeniør, bygningskonstruktør, arkitekt eller lignende – gerne med håndværksmæssig baggrund
- du har hjemmevant indenfor IKT og kender portaler som Dalux, Byggeprojekt.dk, Ajour m.m.
- du kender gamet og trives med at være koblingen mellem byggepladsen og tegnestuen.
- du har en god ordenssans og lægger stolthed i styring af tid, økonomi og ressourcer.
- du har en naturlig evne til at lede tværfaglige teams. På én gang er du viljestærk, har gennemslagskraft og er diplomatisk – også i pressede situationer.
- du er imødekommende og trives med at kommunikere og begå dig på alle niveauer. Du vil få en stor kontaktflade til både bygherrer, interne og eksterne samarbejdspartnere.
Om Nordic Office of Architecture
Vi er en arkitektvirksomhed med stærke rødder i Norden og et globalt udsyn. I et tværfagligt samarbejde skaber vi levende samfund. Vi er et mangfoldigt hold af arkitekter, planlæggere, landskabsarkitekter, konstruktører og kreative. Sammen arbejder vi for at påvirke mennesker, planet og samfund i en positiv retning gennem velfærdsarkitektur af høj kvalitet.
Nordic Office of Architecture er en del af den skandinaviske og medarbejderejede rådgivervirksomhed Norconsult, som du vil komme til at samarbejde med på flere af dine projekter. Nordic Office of Architecture er en af Skandinaviens største tegnestuer med mere end 400 medarbejdere fordelt i bl.a. Danmark, Norge og Island, og vi har et tæt samarbejde mellem alle vores kontorer.
Vi prioriterer det gode og kreative arbejdsmiljø, ligesom vi værner om en arbejdskultur, der kendetegnes ved arbejdsglæde, videndeling og fællesskab. Hos Nordic Office of Architecture skal det være rart at gå på arbejde. Her er ingen spidse albuer – tværtimod masser af albuerum og gode muligheder for at lære og vokse fagligt og professionelt.
Arbejdsdagen er afvekslende og i høj grad præget af frihed under ansvar. Der er mulighed for at få berøring med projekter inden for en bred vifte af fagområder – fra byudvikling, transformation, sundhed, leg & læring til erhverv og alment boligbyggeri.
I Danmark er vi i alt ca. 130 medarbejdere fordelt på vores kontorer i København og Aarhus. Du vil blive en del af vores hyggelige kontor i Sankt Annæ Passage i København.
Interesseret? – Send os din ansøgning!
Lyder stillingen som noget for dig, så send en ansøgning og dit CV hurtigst muligt til careersdenmark@nordicarch.com. Vi holder samtaler løbende og glæder os til at modtage din ansøgning.
Vil du høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Hans Henrik Linde. Løn og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst og kvalifikationer.
Tiltrædelse: Snarest